08.08.2012 I klemme mellem fysik og pædagogik

I KLEMME MELLEM FYSISKE RAMMER OG PÆDAGOGISKE, ORGANISATORISKE INTENTIONER. 

Skolens mentale og fysiske ombygninger

Regeringen har for nylig igangsat arbejdet med sin ambitiøse, dialogbaserede reformindsats ”Ny Nordisk Skole” som på tværs af dagtilbud, folkeskole og ungdomsuddannelser skal styrke fagligheden blandt praktikere på børne- og uddannelsesområdet. Et vigtigt fokus for denne diskussion er, hvordan skolens nye rum kan indrettes, så de bedst muligt imødekommer den ønskede fremtidige praksis.

For uret tikker: Vedligeholdelsesefterslæbet er kendt stof. Demografien udgør en anden stor udfordring. Stadig flere danskere bosat i de større byer vælger at blive boende, når børnene kommer. Som konsekvens har mange skoler i de større byer i de senere år været udfordret på kapacitet. På landet er situationen mange steder omvendt den, at de unge flytter væk for at læse og arbejde og ikke vender tilbage eller erstattes af nye tilflyttere. Det betyder færre børn i lokalområderne. Og mange skoler bygget til en anden demografi, står halvtomme hen.

Uret tikker også, fordi skolen, som vi kender den, er i klemme mellem sine fysiske rammer og sin pædagogiske og organisatoriske intention. I sin fysiske fremtoning vil den ofte ligne sig selv, næsten halvdelen af vores skoler er 50 år eller ældre, men som organisation er den i disse år i dramatisk forandring: Fra faste klasser til fleksible holdstørrelser, fra mindre hold til årgangsbaseret undervisning. Selve skoledagens inddeling går typisk mod længere timeblokke, afvikling af det klassiske frikvarter og ringeklokke, og i stedet mere fleksible, behovsbaserede ”breaks” fra undervisningen.  IT bliver et allestedstilgængeligt arbejdsredskab for stadig flere lærere og elever, og interaktive tavleformater og bærbare pc’ere afløser de gamle, funktionsfastlåste IT-lokaler. Lærerne planlægger og udfører i stigende grad deres arbejde i teams, og denne indsats forsøges imødekommet med forskellige modeller for grupperum og voksenarbejdspladser som supplement til det klassiske lærerværelse. Kamskolernes lange gange afløses ved om- og tilbygninger af mere kompakte strukturer med andre rumlige koblinger.

På tværs af de seneste års skolebyggeri er en gennemgående klar målsætning at opnå større rumlig og funktionel fleksibilitet, og at skabe rum og rumlige samspil, som ikke blot matcher nutiden, men som også i højere grad kan tilpasses og justeres, så de matcher en endnu ukendt fremtid.

De nye skoleløsninger skal findes i en tid, hvor der i de seneste år er blevet sparet betragteligt og i de kommende år forventeligt skal spares mere. Det handler derfor ikke mindst om, hvordan vi kan bruge de rum, bygninger og samspilsmuligheder vi allerede har klogere. I forbindelse med vores arbejde med udvikling af ”Modelprogram for Folkeskoler” initieret af Erhvervs- og Byggestyrelsen og Realdania (link til Modelprogrammet) samt en lang række rådgivningsopgaver på skoleområdet, kan vi se at mange kommuner ud over at store demografiske udsving, som stiller høje krav om fleksibilitet og elasticitet i bygningsmassen, står overfor en række ensartede udfordringer:

  • Små skoler nedlægges og større skoler skal rumme flere spor
  • Et gennemgående ønske om at rykke undervisningen rykke ud af de gamle funktionsfastlåste klasselokaler og udvide læringsmiljøet og hermed skabe bedre muligheder for at differentiere undervisningen og tilgodese forskellige måder at lære på
  • Et gennemgående ønske om at styrke muligheder og incitamenter for teambaseret samarbejde og videndeling mellem undervisere og for at skolen bliver heldagsarbejdsplads for sine ansatte
  • Mange skoler er kendetegnet ved lav kapacitetsudnyttelse og tidlig lukketid. Hvordan kan man skabe større kapacitetsudnyttelse – alene eller ved at åbne op for andre brugere

Før en kommune igangsætter store ambitiøse ombygninger, nybygninger, skolelukninger eller fusioner, kan det imidlertid være en rigtig god idé at se grundigt på sine skolers eksisterende kvm. og på de funktioner, som udspiller sig her. I langt de fleste skoler vil der nemlig være overraskende mange kvadratmeter at arbejde med, når demografiske ændringer skal imødekommes, ligesom der typisk er mange muligheder for at etablere nye funktioner i gamle rum gennem anden eller mere fleksibel brug af eksisterende kvadratmeter.

Der kan på baggrund af en række analyser af skolers kapacitetsudnyttelse af forskellige ”gennemgående” rum som undervisningsrummet/klasselokalet, grupperum, gange og fællesarealer, SFO’er mm. konstateres at der i løbet af en skoledag, ligger ganske mange ubrugte kvadratmeter hen. Hvor det er utopisk at forestille sig en 100 pct. udnyttelse af skolens forskellige rum, fordi en skole netop skal have flere rum at spille på, er der med kapacitetsudnyttelser nede på 20 – 30 pct. i en række af skolens rum, oplagte muligheder for at optimere på eksisterende kvadratmeter.

Uden den mentale ombygning, flytter nissen med

En anden meget væsentlig udfordring/erkendelse for de kommunale bygherre og skoleledere, der vælger at engagere sig i større, ambitiøse nybyggerier eller ombygninger er, at ”nissen flytter med” ind i det nybyggede, hvis der ikke samtidig arbejdes meget målrettet med skolens ”mentale ombygning” .  Gennem arbejdet med udvikling af Modelprogram for Folkeskolen samt andre rådgivningsopgaver, har vi haft rig lejlighed til at studere brugen af og adfærden i skolens forskellige nye og gamle rum.  Og vi kan konstatere, at den nybyggede skole langt fra altid udnyttes efter hensigten, fordi der ikke samtidig er foregået de ønskede ændringer i den måde lærere og elever arbejder i og med skolens nye rum.

Klasselokalet stadig anker: Eksempelvis har vi i forbindelse med observationer på nybyggede skoler, bygget med en klar intention om at rum og rumlige samspil skal understøtte og facilitere mere fleksible undervisningsformer, set hvordan klassen stadig er den gennemgående enhed, hvordan klasselokalet stadig det faste fysiske omdrejningspunkt, og hvordan de rumliglige koblingsmuligheder med foldedøre eller lignende typisk er lukkede. Vi har set lærere, der i stedet for at stå foran tavlen, tager opstilling foran foldedøren, og bruger foldedøren som en slags opslagstavle. Fordi den fysiske ombygning ikke er fulgt til dørs af en ”mental ombygning”, hvor lærere i det ny eller ombyggede aflærer sig gamle vaner og arbejdsformer, opnås ikke hensigtsmæssige sammenhænge mellem ny praksis og nye rumløsninger men snarere uhensigtsmæssige modstande mellem nye rumløsninger og gammel praksis.

Underudnyttede fællesrum: Vi har set, hvordan mange af de større fællesrum, som ofte i forbindelse med ombygninger eller nybyggede skoler placeres i umiddelbar sammenhæng med en gruppe klasselokaler, og som målsætning skal være den rumfleksible skoles pulserende hjerte, i realiteten ofte er et underudnyttet rum, som udfordres af konflikterende brug.  Selvom her typisk er etableret arbejdsstationer, hvor elevarbejde kan foregå i grupper eller solo, bruges rummet ofte samtidig elever fra andre klasser, som er sendt på ”fleksibelt frikvarter” fra en timeblok. Deres leg forstyrrer og dekobler, og hermed har skolerne måske mest af alt fået en overdækket skolegård. Den vigtige fleksibilitet, som skoleledelsen taler om, er ikke nødvendigvis reel i hverdagens brug, og konsekvensen kan være, at fællesrummet fravælges i læringssituationer.

Dyre, underudnyttede faglokaler: En tredje iagttagelse er, at nyindrettede faglokaler, eksempelvis naturfags-, musik-, husgerningslokaler eller værksteder til træ og metal, er populære blandt de lærere og elever, som bruger dem, men at kapacitetsudnyttelsen af skolens dyreste rum er overraskende lav. I forbindelse med større indsatser for at opgradere faglokaler og værksteder, er det derfor en god idé, at, at man på tværs af kommunernes skoler kigger på, hvad der ligger af muligheder for at etablere nye opdaterede faglokaler på én matrikel men give en eller flere naboskoler adgang og brugsret til faciliteterne, så man skaber basis for en højere forretning af investeringerne.

Voksenarbejdspladser – en svær kabale: En fjerde iagttagelse er, at de fleste skoler i disse år arbejder med at skabe attraktive voksenarbejdspladser på skolen i et ønske om at fastholde lærere på skolerne igennem en hel arbejdsdag. Fordelene er indlysende: bedre basis for samarbejde og videndeling mellem lærere, bedre muligheder for samarbejde og dialog mellem lærere og elever, ultimativt bedre muligheder for at skabe en stærk enhedskultur på skolen. Der har imidlertid også fra lærerside været fokus på, at skolerne typisk fattes attraktive lokaler til varetagelse af disse formål: Grupperum til planlægning af teambaseret undervisning, som ligger ud over lærerværelse. Adgang til pc’er, printere og fotokopiering.  Adgang til sikker opbevaring af forberedelsesmateriale, ”referencebibliotek” og lignende. En lavpraktisk udfordring er af skemateknisk natur. Det kan være ganske svært at sikre at ”tavletimer” for de forskellige lærere, der indgår i fleksible og skiftende undervisningsteams starter og slutter samtidig. Jo mindre fokus, der er på at få den organisatoriske kabale til at gå op, jo større risiko for at få lærere, der skal vente længe på deres kolleger, hvis intentionen om at planlægge forløbene sammen skal indfries.

Skolens ombygning skal med andre ord også i høj grad foregå mellem ørerne. Skal en ambitiøs nybygning, tilbygning eller ombygning lykkes, er det derfor helt afgørende vigtigt, at fokus på samspillet mellem rum og funktion fastholdes og styrkes.

Brugerinvolvering uden designprincipper

I den proces, der ligger mellem en politisk beslutning om at gennemføre et nyt skolebyggeri eller en større ombygning, er det efterhånden mere reglen end en undtagelse, at der gennemføres forskellige former for brugerinddragelsesprocesser og behovsundersøgelser blandt skolernes nøglebrugere, som ofte også involverer repræsentanter fra forældrebestyrelser samt lokale idrætsklubber, kulturorganisationer mm.

Udfordringen er imidlertid, at disse ganske ressourcekrævende processer meget ofte har fokus på lærernes og elevernes og de andre brugere ønsker og forestillinger om, hvad der skal kunne udspille sig inden for skolens (nye) rum, mens arbejdet med at udvikle mere konkrete design principper for, hvordan skolens forskellige nye rum og rumlige samspil skal understøtte forskellige eksisterende og nye funktioner. Heroverfor har arbejdet med at oversætte samspillet mellem funktion og rumligheder til visuelle designprincipper eller funktionsbeskrivelser typisk ikke fået meget plads.

Resultaterne af brugerinvolveringen bliver derfor ofte en kort syntese af de involveredes ønsker skrevet ind i konkurrence- eller byggeprogrammet i et ikke-arkitektfagligt metasprog eller et bilag med en uprioriteret bruttoliste af brugerønsker og forventninger. Konsekvens er, at de arkitekter, som byder ind på opgaven, ikke rigtig ved, hvad det er for en målskive, de skal sigte efter. Eller værre endnu, at de ikke oplever de beskrevne brugerbehov som en binding. Det har arkitekterne typisk ikke nødvendigvis noget imod. Det giver større frirum og ”innovationshøjde”.  Det er mere problematisk for de kommunale bygherrer, som har investeret sine medarbejderes tid og engagement i sagen, men som kan have svært ved at genfinde ønskerne fra brugerinddragelsesforløbene, og derfor må vælge projekterende arkitekt på nogle andre præmissser. Og det kan være en frustrerende oplevelse for de medarbejdere og andre nøgleinteressenter, som har deltaget og engageret sig i processen, at de ofte har ganske svært ved at gense deres ønsker og krav i den færdigbyggede skole.

Målsætningen for den tidlige rådgivning, der ligger mellem idé og byggeprogram, er derfor ikke mindst at klæde bygherre på til at give denne behovsafdækning og brugerinvolveringsproces et klart kommissorium, der kan sikre det ønskede output – designprincipper og funktionsbeskrivelser for den skole, man ønsker ombygget, nybygget eller fusioneret.

Af Morten Fisker.