31.07.2012 RUM DER BEFORDRER NÆRVÆR OG SAMVÆR

SÆT FOKUS PÅ SLUTBRUGEREN.

SIGNALs kernekompetence er fokus på brugerne af rum og processer der skaber værdi for slutbrugeren af rum – at bruge rum som strategisk redskab til at opnå nye mål i organisationer, at arbejde med sammenhængen mellem ledelse, udformning af rum og relationer mellem mennesker.

Hospicerapportens udgangspunkt

SIGNAL arkitekter udarbejdede i 2006 en rapport om fremtidens optimale hospice for Realdania – en skitse til hospice som del af den palliative indsats. Rapporten blev udarbejdet i samarbejde med en interessentbaseret styregruppe.

Målet var at udarbejde et program, der kunne bruges som inspiration ved planlægning og etablering af nye hospicer eller forbedring af allerede eksisterende. I denne artikel vil vi beskrive et par erfaringer fra arbejdet med rapporten og kort reflektere over hvad det vil sige at fysisk rum kan være med til at skabe, vedligeholde og udvikle livskvalitet.

Som privatpersoner kender vi alle vigtigheden af at have en base; en tryg ramme hvorfra ens aktiviteter kan planlægges og ens identitet kan udfoldes. Dette fokus har fået fat mange steder i samfundet; mange arkitekter oplever i dag derfor en stor interesse fra kunder som opfatter virksomhedens fysiske rammer som en løftestang til højere trivsel og mere effektiv produktion. Vidensamfundets nye regler medfører blandt andet en anerkendelse af at innovation ikke kan beordres men snarere skal befordres, og her bliver altså rammen om de processer som skaber produkterne en afgørende spiller i værdikæden.

Hospice: livskvalitet for døende

Hvordan hænger dette sammen med udviklingen af det gode hospice? Hospice er helt overordnet en institution som er en del af vores sygehusvæsen, men som har et lidt andet fokus: det handler om livskvalitet for døende og pårørende. 

Livskvalitet bliver ofte forbundet med kvaliteten af indholdet i livet, hvor det snarere er de sociale betingelser end økonomisk rigdom og materielle forhold der står centralt. Og som beskrevet ovenfor er de fysiske rammer netop også ved at udvide sig fra at repræsentere formen og det materielle, til også at omfatte en væsentlig del af selve indholdet. Som den ramme som understøtter kvaliteten af og afspejler det liv der leves. Opfattelsen af livskvalitet er personlig og tager udgangspunkt i den enkeltes behov, lidt lige som et hospice har til formål at skabe en personlig ramme om døden. Sammenlignet med f.eks. et sygehus eller et plejehjem er et hospice måske det tætteste man kan komme på at dø hjemme. Denne personlige ambition betyder også at hjælpemidler til smertelindring og behandling på et hospice ikke skal dominere indretningen, men at det snarere er koblingen mellem patientens personlige udtryk og personalets faglige opgaveløsning som skal samles i arkitektens formgivning.

Når SIGNAL arkitekter blev bedt om at lave et program til det gode hospice var det således netop nogle af disse forhold som var udgangspunktet. Vi ønsker at fjerne fokus fra sygehusvæsenets klassiske og ofte upersonlige arkitektoniske udtryk, og snarere fokusere på at de fysiske rammer skulle have brugeren; patienten og de pårørende, som udgangspunkt. Programmet havde derfor som formål at give konkrete bud på hvordan rum kan befordre nærvær og samvær, med henblik på at give patienten maksimal livskvalitet i slutfasen af livet.

Opgaveløsningens omdrejningspunkt: dialog med brugerne

SIGNAL arkitekter er et rådgivningsfirma som designer fysiske rammer for organisationer og deres aktiviteter, i en designproces hvor slutbrugeren er centralt placeret som bidragsyder. Metoden tager udgangspunkt i koblingsfeltet mellem det det fysiske rum og de organisatoriske arbejdsprocesser; gennem dialogbaseret involvering er brugerne vigtige medspillere i udviklingen af den rumlige organisering og designet af indretningen. Centralt her står ambitionen om at benytte udviklingen af og samtalen om rum som løftestang til at forstå mere om arbejds- og samarbejdsprocesser i organisationer: vi forsøger således at undersøge om viden om designprocesser og rumlig organisering kan benyttes som et strategisk redskab til at understøtte organisationens udvikling og derigennem opnå nye mål.

Programmet for det gode hospice er et eksempel på hvordan vi udvikler opgaver

i SIGNAL – i samarbejde med fremtidige brugere og forskellige typer af eksperter – netop med henblik på at fastholde formålet om øget livskvalitet for brugeren, patienten og de pårørende. Gennem kortlægning af tendenser og traditioner, og en omfattende dialog med brugerne var idéen at udforme en række designprincipper og anbefalinger for hvordan det gode hospice kan etableres og videreudvikles i takt med at målgruppen ændrer sig. Rapportens resultater består af en faktuel del der skaber en status over hvordan hospiceinstitutionen ser ud i dag, og som peger fremad mod en anbefalende del bestående af en række input og idéer, som gerne skulle kunne fungere som inspiration og konkrete værktøjer for beslutningstagere, personale, arkitekter og ingeniører som har til opgave at etablere fremtidens hospice. Rapporten tager sigte på at indikere mulige retninger og relevante overvejelser; der indikeres ikke en specifik løsningsmodel. I det følgende gennemgår vi ganske kort nogle hovedoverskrifter i opgaveløsningen.

Referencegruppen: brugere og eksperter som bidragsydere

Opgaveløsningens organisering tog udgangspunkt i et nært samarbejde med to primære grupper: en formel styregruppe, bestående af centrale spillere og eksperter, som havde ansvaret for løbende at vurdere projektets koncept, idéer og resultater. Hertil kom en mangfoldig sammensat referencegruppe som snarere repræsenterede et bredt udsnit af borgere hvor nogle havde erfaring inden for palliativ behandling som eksperter eller brugere, mens størstedelen deltog som menige medlemmer som på forskellige måder repræsenterede fremtidens brugergrupper. Gennem faciliterede, dialogbaserede processer blev en række dilemmaer debatteret og problemstillinger udfoldet; hvilken rolle kan et hospice spille i lokalsamfundet, hvilke rumlige enheder kunne et moderne hospice bestå af, hvilke rumlige karakteristika kunne de forskellige enheder indeholde, hvordan kommunikationen og relationen mellem patienterne og personalet kunne foregå, hvordan processen for de pårørende kunne foregå, hvordan forløbet efter døden indtræffer kunne foregå – bare et lille udsnit af den lange række af drøftelser vi initierede i løbet processen – alt sammen for at drøfte hvilken rolle et hospice bør spille; i et individuelt perspektiv såvel som i et samfundsperspektiv. Vores erfaring er at disse dialoger dels kan bidrage til at døden bliver en naturlig og synlig del af livet; en del af livet som debatteres åbent og prioriteres højt. Hertil kommer det helt centrale for os som arbejder med forskellige former for arkitektur og arkitektonisk design; denne type dialog med brugerne repræsenterer et væsentligt input i arbejdet med udformningen af selve designet.

Et eksempel på en interessant drøftelse i referencegruppen var idéen om at fremtidens brugere vil se et hospiceforløb som et slags hotelophold, med forskellige ’tilbud på hylderne’ for patienten og hvor håbet om helbredelse stadig står centralt. Sådan et ophold skal kunne rumme samvær med pårørende og mulighed for at tage afsked i fred og ro parallelt med et kurerende behandlingstilbud. Dette medførte en diskussion af målgruppen for og udstrækningen af den palliative indsats. I rapporten lægger vi op til et noget bredere syn på den palliative indsats, hvor den palliative indsats også medtænkes i den fase hvor patienten behandles og der er mulighed for livsforlængelse. Vi forestiller os desuden at hospicetilbuddet også i fremtiden vil kunne gælde for patienter med andre sygdomme end kræft.

Et andet eksempel som beskriver en væsentlig problemstilling som blev behandlet i referencegruppen er det forhold at samfundet i dag er multikulturelt: patienter med anden etnisk baggrund vil stille andre krav til f.eks. muligheden for at kunne udføre forskellige typer af religiøse ritualer og til størrelsen på patientstuerne; allerede i dag viser erfaringer at indvandrerfamilier har større grupper af pårørende på besøg samtidigt end danske familier. Vi ser i dag forskellige familie- og livsformer vokse frem, og det er vigtigt at tage højde for disse forskelligheder når nye hospicer skal planlægges og etableres. Rapporten lægger op til at fremtidens hospice bør kunne danne rammen om et samvær mellem patienten og de pårørende som minder så meget som muligt om den hverdag og det fællesskab de kommer fra – for både børn og voksne.

Bygningsfysisk analyse og videnvandringsdiagrammer

Selvom rapporten tog sigte på at komme med bud på hvad fremtidens hospice kunne indeholde og hvordan sådan et kunne etableres – på s.30 sammenfattet i en række designprincipper – involverede arbejdet også en omfattende research af bygningsfysiske, kulturelle og geografiske forhold på en række eksisterende hospicer der repræsenterede en stor forskellighed. Formålet var at få en bedre forståelse af hvordan de forskellige typer af arealer og rumligheder som et hospice indeholder fordeler sig og prioriteres i de forskellige kulturelle og geografiske sammenhænge de indgår i. På baggrund af dette overblik over arealudnyttelse i forhold til kontekst, kunne vi gå i gang med at undersøge hvordan kommunikation og arbejdsgange fungerer mellem de involverede på eksisterende hospicer: hvordan vandrer viden mellem patienter, pårørende, frivillige og ansatte? Naturlig nok kom det her frem at meget viden blev udvekslet mellem de involverede på sengeafsnittet (plejepersonalet, afdelingssygeplejersken og de pårørende) eller internt i det palliative team (sygeplejersker, læger og terapeuter). Men det viste sig også at meget viden bevæger sig på tværs af de etablerede grupper og at netop denne videnudveksling bør understøttes, f.eks. mellem det palliative team og plejepersonalet på sengeafsnittet. Når den bygningsfysiske ramme skal etableres bør forhold omkring videnudveksling og kommunikation kortlægges. Når den rumlige organisering for fremtidige projekter planlægges, bør erfaringer fra de nuværende forhold kortlægges, men det er lige så vigtigt at få kortlagt ambitionerne for hvordan f.eks. videnudveksling og kommunikation bør foregå i fremtiden.

Vurdering af rummets stemning og udtryk

Hvilke udtryk og stemninger er væsentlige for patienten? I skabelsen af hospiceprogrammet har vi undersøgt hvordan de centrale rumligheder på et hospice opleves af patienten: ankomstområdet, patientstuen, opholdsrummet, reflektionsrummet og personaleområdet. Dette blev vurderet og bearbejdet af referencegruppen, hvor der på en række parametre vurderes hvad der er vigtigt i den særlige situation som brugerne af et hospice befinder sig i. Vi har arbejdet med følgende stemninger/udtrykspar: åben vs. omsluttende, offentligt vs. privat, solitært vs. socialt, nærhed vs. adskilt, upersonligt vs. personligt, orden vs. uorden, fast vs. fleksibelt, lyst vs. mørkt, energisk vs. roligt, formelt vs. uformelt. De forskellige begrebspar udgør yderpunkter på en skala, og den placering på skalaen som vælges i forhold til de forskellige rum (ankomstområdet, patientstuen, opholdsrummet, reflektionsrummet og personaleområdet) indikerer den stemning som rummet gerne skulle befordre. Denne type af dialogværktøjer er med til at igangsættelse en drøftelse af hvad som er vigtigt at tage højde for når rummets indretning skal planlægges og designes.

Collager: at visualisere visioner

Collager er noget vi i SIGNAL arbejder meget med i forbindelse med brugerinddragelse i designprocessen. Formålet er at ’visualisere visionen’; at samle alle de informationer vi har om opgaven i et fælles nyt billedsprog der sammensættes af forskellige typer af materialer. Skabelsen af collager er en god måde at skabe bred forståelse for visionen blandt de deltagende, og dermed skabe ejerskab til opgaven blandt de involverede. I foregående illustration af patientstuen ser vi hvordan de forskellige indholdselementer blander sig sammen: stemninger, materialer, overflader, møblering, adgang til udearealer, belysning, nips, plads til relationer og mangfoldighed.

Designprincipper: fokusområder og anbefalinger

Endelig udmøntede rapporten sig i en række designprincipper som beskriver nogle konkrete fokusområder som vi mener indkredser de mest væsentlige forhold når fremtidens hospice skal etableres. Designprincipperne er udformet som piktogrammer, der angiver nogle særlige opmærksomhedspunkter i forbindelse med planlægning og programmering af bygningen som helhed, udformningen af patientstuerne, personaleområderne og fællesarealerne.

Det følgende gennemgår et par centrale punkter for de otte fokusområder som designprincipperne (piktogrammerne) læner sig op ad. Beskrivelsen er kun et lille udsnit fra rapporten og således ikke fyldestgørende, men indikerer nogle af de forhold som vi tror er vigtige i forbindelse med etableringen af fremtidige hospiceprojekter.

Nytænk og professionaliser etableringsprocessen. Involver alle interessenter tidligt i etableringsprocessen, træf vigtige beslutninger så sent som muligt når datagrundlaget er stærkere end i begyndelsen af forløbet, tænk processen fra idé til ibrugtagelse som en helhed og arbejd med en kontinuerlig revision.

Byg en stærk kultur – den særlige hospicekultur som platform for den palliative indsats. Denne kan skabes, vedligeholdes og videreudvikles gennem interne workshops, involvering af frivillige og repræsentanter fra lokalsamfundet.

Forbedre og udvikle det tværorganisatoriske samarbejde. Ved f.eks. at lade personalet fra det palliative team cirkulere i alle hospicets funktioner, vil patienten og de pårørende opleve en højere grad af kontinuitet i det indholdsmæssige tilbud.

Nytænk patientstuen – større krav til information og kommunikationsteknologi. Patientstuen skal understøtte patienternes forskellighed. Giv patienterne mulighed for nemt at påvirke omgivelserne (f.eks. ved ændring af lysindfald, indsyn/udsyn, varme, oplevet størrelse og graden af offentlighed og privathed).

Brug hospicebygningen som formidler – et hospice er ikke et sygehus, så undgå direkte associationer til det. Benyt materialer som rummer en stoflighed. Fokuser på detaljerne og vælg materialer af høj kvalitet. Undgå for store arealer og søg at skabe en mere intim og personlig stemning.

Brug de fysiske rammer til at facilitere sociale relationer – de uformelle sociale møder er vigtige for patienter og pårørende. Fællesområderne opgraderes og planlægges så de er i åben forbindelse med resten af hospicet og er tilgængelig for alle beboere. Undgå for mange og for store fællesområder da dette øger risikoen for at de sociale aktiviteter bliver fragmenterede. Opret mindre, uformelle ’lommer’ i forbindelse med f.eks. gangarealer, der understøtter spontane møder.

Aktiver de frivillige – de frivillige udfylder en vigtig social funktion på hospice og er desuden aflastning af enkelte gøremål. Placer en frivilligkoordinator sammen med hospiceledelsen for at understøtte en tættere integration af de frivillige kræfter.

De fysiske rammer skal forbedres for at fremme de vidensintensive arbejdsprocesser – videndeling og tværfagligt samarbejde er en forudsætning for en god palliativ indsats. Arbejd med åbne, teambaserede personaleområder, der rummer både det palliative team og sengeafsnittets plejepersonale – med henblik på at understøtte videndeling og tværfagligt samarbejde. Gør op med de individuelle kontorer som ofte står tomme idet meget af arbejdet foregår et andet sted end ved skrivebordet. Opdel personaleområdet i to dele: en udadvendt del, hvor visitation, konsultation og terapi vil foregå – og en tilbagetrukket del, hvor interne møder, fortrolige telefonsamtaler og koncentreret alenearbejde kan foregå.

Med udarbejdelsen af hospiceprogrammet har vi forsøgt at udforske hvordan brugerinvolvering kan fungere som et relevant input i den arkitektoniske designproces. Meget tyder på at denne tilgang er ved at etablere sig i branchen. En vigtig opgave fremover bliver således at undersøge hvad det betyder for henholdsvis arkitekten og arkitekturen når et af de centrale formål i designprocessen bliver at understøtte skabelsen af relationer, samarbejde og identitet.

Af Gitte Andersen.